Folkets Valg
#16: Hvor tæt på skal du være for at føle ansvar?

I går spurgte Nadja, hvilke grundlove vi hver især lever efter.

Det fik mig til at tænke på min egen, indre grundlov. Mit eget værdisæt. Og hvordan det har udviklet sig. Og det gik op for mig, at mine værdier først er blevet virkelige for mig i det øjeblik, hvor de er blevet testet. Hvor virkeligheden forvandler mine etiske paragraffer fra abstrakte problemstillinger til virkelige, menneskelige og konkrete udfordringer, som jeg skulle forholde mig til her og nu.

For én ting er, hvad vi siger til os selv, at vores grundlov og værdier er. En anden ting er, hvordan vi hver især udlever disse værdier i vores hverdag.

En af de værdier, der er centrale for mig, er nærvær. Jeg tror, at hvis vi hver især er mere nærværende – og dermed mere opmærksomme på både vores egne og andres behov – så vil vi være bedre til at hjælpe andre – og selv blive hjulpet – i hverdagen. Jeg tror, at de fleste gode ting starter i det små. Når vi først har vænnet os til at være nærværende, og oplever, at det ikke er farligt at hjælpe andre eller selv at være åben for hjælp, så får vi modet til at prøve kræfter med større forandringer.

Men nærvær er ikke altid let. Vi har ofte travlt og hovedet fyldt med bekymringer og overvejelser, og kan ikke altid lige overskue andres behov for hjælp. Men jeg tror, at der er en lakmus-test for nærvær: Ansvarsfølelse.

I de øjeblikke, hvor man føler et ansvar for andre, dér er man tilstede og nærværende. Dér synliggør ansvarsfølelsen ens værdier og påkalder én til handle på dem. Som f.eks. når jeg ser en person, der er kørt galt på sin cykel og ligger i smerte på cykelstien. Eller når jeg en person, der står med tårer i øjnene på gaden. Eller når jeg ser et indslag om asylbørnenes vilkår i Sandholm-lejren eller om de sultende børn på Afrikas Horn. Når jeg ser andres behov, og ser, at det er et behov, som jeg kan være med til at dække. Så føler jeg også et ansvar for at være med til at dække det.

Men min oplevelse er desværre, at jeg er blevet god til at bortrationalisere dette ansvar for at undgå at handle og i stedet kunne fortsætte min travle hverdag. Jeg kan hurtigt se, om der er nogen, der er tættere på, som allerede hjælper, og som dermed kan fritage mig for det ansvar, jeg føler: Der er allerede to, der har samlet sig ved den faldne cyklist og har ringet efter en ambulance. Der er allerede folk, der er frivillige i Sandholm-lejren, og de klarer det vist fint. Nødhjælpsorganisationerne har allerede indsamlet en masse penge til Afrikas Horn, så det går nok også uden mit bidrag. Der er næsten altid nogen, der er tættere på og som er bedre rustet til at handle.

Det er nemt at sige, at der er nogen, der er tættere på, at de løser det fint, og at det derfor ikke er dit problem. Men hvis du føler ansvaret, så er du tæt på. Du kan altid hjælpe.

Hvor tæt på skal du være for at føle ansvar?
Hvor tæt på skal du være for at du handler på det ansvar du føler?
Hvad sker der, når dine værdier møder virkeligheden?

Om FOLKETS VALG

Folkets Valg består af 20 spørgsmål til valgkampen. Ting, vi synes er vigtige at tænke over og snakke sammen om. Ting, der vedrører os alle sammen, vores livsvalg og hverdage. Alle de små daglige valg, der tilsammen er med til at skabe fremtidens samfund. Hver dag stiller vi et nyt spørgsmål – og håber, de vil vække stof til eftertanke og sætte gang i nye samtaler derude, hvor livet leves og hver stemme tæller. Læs mere her og her.

Følg gratis med på:
Borgerlyst.dk
facebook.com/borgerlyst
twitter.com/borgerlyst
vores email-nyhedsbrev

Abonnér på SMS-spørgsmål:
Send en SMS med teksten BORGERLYST til 1220. Så får du et spørgsmål direkte på SMS’en hver dag klokken 11. Det koster en 10’er i alt for en daglig tankevækker under hele valgkampen. Du betaler almindelig SMS-takst for din tilmeldings-SMS, herefter er alle SMS’er inkluderet. Der er 14 dages fortrydelsesret, og du kan altid framelde dig igen ved at skrive BORGERLYST AFMELD til 1220. Du starter med dagens spørgsmål den dag, du tilmelder dig – resten kan du altid finde i arkiverne på borgerlyst.dk.

Om Borgerlyst:
Borgerlyst er et samfundslaboratorium, der gør det nemmere, sjovere og mere spontant at bruge sin handlekraft. Borgerlyst er startet af Andreas Lloyd og Nadja Pass. Vi er selv helt almindelige borgere, der undrer os over, hvor folkets stemmer, virketrang og handlekraft er forsvundet hen – og som nu prøver at vække det hele til live igen.
Vi arbejder fuldstændig uafhængig af politiske, religiøse og økonomiske interesser – og får det hele til at ske ved at holde faglige sammenskudsgilder med andre borgerlystne mennesker. Læs meget mere på borgerlyst.dk.

Kontakt:
Borgerlyst. Ahornsgade 5. 2200 Kbh N.
borgerlyst.dkinfo@borgerlyst.dk
Nadja Pass: 29 49 96 96 – nadja@borgerlyst.dk
Andreas Lloyd: 30 25 30 49 – andreas@borgerlyst.dk

7 Responses to #16: Hvor tæt på skal du være for at føle ansvar?

  1. Jeppe Lajer siger:

    Det er et godt spørgsmål. Igen! Tak for det.
    Det er bare ret svært at svare på synes jeg.
    Men for mig tror jeg at det der skal til for at jeg tager ansvar – eller træder i karakter – bla handler om at jeg oplever at der er behov for netop det jeg kan.
    At det som jeg er god til er der et klart behov for OG der er ikke umiddelbart andre der kan netop det.
    Men det kommer jo også an på så mange andre ting.

  2. Andreas Lloyd siger:

    Hej Jeppe,
    dejligt at høre, at spørgsmålene falder i god jord. Og ja, det er et virkelig svært spørgsmål.
    Interessant, at du nævner, at du føler ansvar, når der er behov for noget, som du er særligt god til. Det stemmer meget godt overens med et Borgerlysts kernebegreber om “faglige sammenskudsgilder” hvor vi hver især kan bidrage med og gøre en forskel i kraft af vores særlige kompetencer. Det er noget, som vi kommer til at arbejde mere med efter valget.
    Til gengæld, så håbede jeg netop at kunne udfordre den der med, at man kun føler ansvaret, når “der er ikke umiddelbart andre der kan netop det”. Jeg tror det er vigtigt, at vi ikke rationaliserer alt for omhyggeligt med vores engagement på den måde, for så ender det let med, at det helt forsvinder. Så tror jeg det er bedre, at tilbyde sin hjælp, og så kan folk sige nej, hvis de ikke føler de har brug for den. Jeg bliver mere og mere bevidst om, at det kan være farligt at censurere sig selv i forhold til at hjælpe andre. Hellere tilbyde sin hjælp en gang for meget end en gang for lidt.
    Tænk bare, hvis alle gjorde det…

  3. Birgitte Prytz Clausen siger:

    Det handler også om at have det OK med at markere sig uden for sin private sfære, i det offentlige rum vor men ellers let kan lade andre ha ansvaret. Jeg håber det er noget der kommer igen – det var vist mere naturligt for os der var unge i 70erne. Hvis jeg siger ‘ Hold op med at snakke’ til nogen i biografen, så kryber min datter i et musehul over at sidde ved siden af nogen der markerer sig offentligt. Ja godt nok ikke i nogen speciel heltemodig eller barnhjertig sammenhæng, men det er dog alligevel at tage et ansvar, ikke kun for min egen men sikkert også andres oplevelse i biografen.

  4. Andreas Lloyd siger:

    Birgitte, det er ret præcist det, som jeg snakker om. Det her med, at vi er blevet meget (konflikt)sky i det offentlige rum og generelt er meget dårlige til at markere os offentligt. Det gælder både i den offentlige debat i form af læserbreve (for så skal man jo lige pludselig til at stå ved sine ord), men især i hverdagen. Og jeg synes dit eksempel med biografen er ret sigende. For hvordan skal man f.eks. kunne turde at bryde ind i et skænderi eller et slagsmål mellem fremmede mennesker, hvis man ikke engang kan bede folk om at tie stille i biografen?

    Samtidigt er der dog altid en fare for at komme til at fremstå mavesur og forsmået i det offentlige rum. På den led tror jeg, at ansvarsfølelsen er vigtig. Man markerer sig offentligt fordi man føler ansvar, og ikke bare fordi man bliver irriteret eller har haft en dårlig dag. Hvis man skal markere sig offentligt – og det håber jeg da at de fleste af os vil, gør og tør – så håber jeg, at det som oftest vil være positivt og konstruktivt. Brok er der sgu nok af. :-)

  5. Emme siger:

    Et godt spm og et godt svar du giver.

    Da jeg først læste overskriften, fik det mig til at tænke på en af mine nuværende antipatier – tæt-på tv. Du ved, de der indslag, hvor en, der stod ti km fra gerningsstedet med rystende stemme siger noget i stil med “det kommer godt nok tæt på!”. Udover at det er dårlig nyhedsdækning, så tror jeg det irriterer mig på et andet niveau – hvorfor bliver det først vigtigt når det kommer tæt på? Det er sgu da for dårligt. Det er ligesom dem, der vil have højere straffe når de selv har haft indbrud.

    Vores værdisæt, grundlov, etik og moral – den burde være vigtig hele tiden. Men jeg ved godt, at man ville dø en lille smule hver dag, hvis man hele tiden skulle være nærværende over for den.

    Argh, du rammer et ømt punkt her :)

  6. Birgitte Prytz Clausen siger:

    Vi lever i en serviceorienteret ‘Ha en god dag’-kultur. Hvis man skal rette op på noget i det offentlige rum skal man helst lyde munter og sej og sjov – ellers er man bare pinlig og/eller old-school. Og det er vanskeligt at markere i forhold til fremmede i biografen på en elegant måde. Det kan være vanskeligheden ved at finde den acceptable FORM der gør at nogen ikke blander sig og tager et ansvar for noget hvis INDHOLD de måske faktisk går ind for? For vi vil jo ikke brokke os og goldt sende sure vibs ud i atmosfæren. Det er jo sådan set positivt. Vi vil have styr på kommunikationssituationen først. Og imens bliver ansvaret måske ikke taget i tide?

  7. Andreas Lloyd siger:

    @ Emme – du har ret. Det burde være vigtigt hele tiden. Jeg håber, at vi trods alt kan finde en måde at være nærværende på uden at vi dør en lille smule hver dag. Hvis vi nu alle er lidt mere nærværende, så vil det også være nemmere for os alle at tage ansvar, når vi kan se, at andre også gør det. Det er vel en slags positiv spiral af gensidig tillid, jeg eftersøger.

    @ Birgitte – jeg tror du har ret i, at formen er vigtig. Vi er måske blevet lidt for vant til at tro, at ansvar er noget, man tager på samme måde som man ser det i amerikanske film: Med et kækt smil og totalt overskud. Men der er jo ingen, der bliver helte i første forsøg. Jeg tror bare det, at man tager ansvar med en positiv tilgang gør vi det også lettere for os selv at stå ved. Det behøver man ikke at have stort overskud eller være sjov eller sej for at gøre. Et smil rækker også langt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>